Opskriften på en god metode

Flere af jer bachelorstuderende på DMD har stillet spørgsmål til, hvad et metodekapitel skal indeholde. Da en vejleder næppe lader en chance – for at uddybe et spørgsmål og kaste med lidt flere ord og henvisninger – forpasse, har jeg taget jer på ordet og kommer her med en uddybning af metode:

“Ordet metode er græsk/latinsk og betyder undersøgelsesmåde. Metaforisk udtrykt kan metoden ses som de værktøjer, man bruger til undersøgelsen eller den kreative proces.

Den eller de metoder, man vælger, angiver vejen mod det mål, man har sat sig i problemformuleringen. Det er i sidste ende metoden og dens validitet, der afgør, om en undersøgelse kan betegnes som videnskabelig. Metoden er i denne sammenhæng bindeledet mellem teorien, der foregår ”ved skrivebordet”, og empirien som er det praktiske arbejde – og den deraf opsamlede erfaring – der foregår ”i marken”.

Der skal altså redegøres for, hvad man gør ved problemformuleringen – og det man vil undersøge igennem opgaven og hvorfor. Hvilke teorier og metoder er anvendt og hvorfor? Og man bør også konkludere på metodevalget: Hvilke metoder er/var mest hensigtsmæssige?”

Teksten er sakset fra en kladde til et bachelorprojekt på Designskolen, hvor hvert kapitel startede med  indsat tekst son forklarede, hvad kapitlet skulle indeholde. Derfor er forfatteren til teksten ukendt.

Den sidste del om, at man bør konkludere på metodevalget i selve metodekapitlet, vil jeg dog anbefale, at man gemmer til et refleksionsafsnit eller perspektiveringsafsnit, hvor man generelt kritiserer ens benyttede teorier og metoder, samt evaluerer “gyldigheden” af ens undersøgelse. Dette gør man for at kunne redegøre for, hvad man ville have gjort anderledes, hvis “man i starten af opgaven vidste, hvad man ved nu”.

Står metode stadig lidt uskarpt – eller for den sags skyld et hvert andet element af den akademiske opgave – vil jeg anbefale jer at forddybe jer i Biblen-For-Akademiske-Opgaver: Den Gode Opgave. Sagt med andre ord: Hvis i kun skulle købe én bog i løbet af hele jeres studietid, ville jeg anbefale Den Gode Opgave.

Gratis program til transkribering

Kvalitative interviews og fokusgrupper fylder meget i de fleste projekter på DDK og DMD. Ofte skal interviewene transkriberes og det er en lang og sej proces. Normen siger, at 1 times interview svarer til 8 timer foran skærmen med transkribering. Med det rette værktøj ved hånden kan processen gøres mere acceptabel og ikke mindst overkommelig.

Så derfor har jeg samlet en favoritliste  over gode værktøjer:

  1. The absolut winner er fodpedalen! 
    Den findes mange fabrikater og visse skal bruges med diktafon af samme fabrikat. Men denne Olympus fodpedal skulle passe med diktafonerne fra ITU. Ulempen er dog, at den koster i nærheden af 1200 Dkr. Den er et must til, når der skal transkriberes mange interviews. Måske vil ITUs udlånsafdeling indkøbe en fodpedal, hvis de studerende argumenterede for behovet?
  2. Good-enough-for-me-when-free versionen
    Min kollega viste mig netop i dag dette program Express Scribe Pro, som virker ret lovende (hun var i al fald meget begrejstret efter 3 dages brug). F-tasterne bruges til at stoppe og spole frem og tilbage i lydfilen, hvilket er ret smart. Og så er den gratis og det-kan-studerende-jo-godt-lide.
  3. Go-All-In
    og benyt et talegenkendelsesprogram. Fx. har jeg brugt Dragon Dictate i forbindelse med min PhD, men det var med svingende succes, som du kan læse om her. Fordelen er, at du slipper for at skrive. Ulempen er, at du og dine informanter skal tale korrekt Engelsk og kunne efterligne en britisk, amerikansk eller australsk accent for at systemet virker. Og så koster det omkring 2000 Dkr og tager 200 timer at lære at bruge.

Der findes i øvrigt mange andre gode bud på at løse transkriberingssituationen og ideer til konkrete programmer her på IDGTechNetwork.

 

Frustration og kaos

Alt for ofte er universitetsopgaver forbundet med stor frustration og en følelse af, at det hele er kaos, og at man intet kan finde ud af. Men faktisk gælder det ikke kun de studerende, det gælder også forskere og videnskabelige assistenter, ja – alle som arbejder med forskning. I kampens hede glemmer man ofte, at frustrationen er en drivkraft og en stor del af processen for at komme videre. I stedet føler man sig dum og utilstrækkelig.

Jeg blev selv mindet om dette faktum, da min skønne kollega Christina Neumayer delte denne historie med mig. Det er en herlig og ærlig fortælling om altid at føle sig dum, når man forsker.

The importance of stupidity in scientific research

ITUs retningslinjer til specialer

Vores gode studievejleder Kristine har gravet de følgende to links frem om, hvad der er værd at vide om specialer på ITU:

https://intranet.itu.dk/da/Studiehaandbogen/Studie-og-Karrierevejledningen/For-Thesis-Students

http://intranet.itu.dk/da/Studiehaandbogen/Kurser-projekter-og-specialer-/Projekter-og-specialer/Projektbasen

Og ellers er Anker altid god for en skarp bemærkning om projektskrivning, kvalitetskrav og input til selve arbejdsprocessen. Se mere på Ankers blog.

Thoughts on my work with speech recognition software

During the last 4 months I have been working with a speech recognition software as an alternative way of typing text on the computer. My experiences has resulted in thoughts on the advantages and disadvantages of a these kind of systems. (I have used iDictate, but think the experiences would be the same regardless of system choice).

My experiences are both good and bad. The good thing about speech recognition software is that it allows me to make observations and write simultaneously. This is a really nice thing to be able to when doing research online, since the use of speech recognition software limits the shift between word processing and observations on a webpage. Over time, I believe it can become an advantage to use speech recognition software in regard to feeling immersed into the digital culture I am observing.

On the downside are the regularly word-training sessions. As a non-native English speaker my accent is neither British nor American. This challenges the flow of dictation to a very high degree. For about every fifth word I will have to start the word-training feature. My dictation becomes staccato and unnatural and the number of training sessions limits the work I can process in one day.

The most difficult challenge for me has been to adapt a new learning-style. I am a person who thinks as I am typing. Speech recognition software requires you to dictate in full sentences including grammatical punctuation. This really challenges my way of learning, thinking and developing ideas.

A colleague of mine once told me that it takes about 200 hours of training to be able to use a speech recognition software effectively. I believe the number is lower if you are a native English speaker. As I am locked-in to use speech recognition software in the future, this is a horrible amount of time, but it also fascinates me that we as humans still is so far away from making intelligent systems that can copy a human beings way of thinking and working.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...