Berkeley: Følelsen af succes

Dagbog fra DUSTY-projektet i Californien: Mit liv som forskningsassistent og praktikant på UC Berkely. (DUSTY = Digital Underground StoryTelling for Youth)

Mandag og onsdag var jeg afsted på Jefferson, skolen hvor de små 9-13 årige poder skal lære at lave anime (japansk animeret manga tegneserie).

Dagens bedste oplevelse, var “Yrkasiry” som ankom lidt senere end de øvrige elever, og med armene over kors spurgte, hvad hun skulle lave på computeren. Hun proklamerede “I don’t want to do this, can you do it for me?”. Vi aftalte, at jeg ville vise hende, hvordan hun farvelagde et træ, og så ville hun gøre mig efter.
Hendes første forsøg endte i achor-tread kaos, som hverken hun eller jeg kunne find start eller slut på. Mens vi fordybet sad og ledte på skærmen, var hun stadig opgivende omkring projektet, hendes opmærksomhed var skiftevis på skærmen og bag ved, hvor der foregik nogle løjer.

Da Yrkasiry først havde fundet ud af farvelægge trækronerne på hendes håndtegnede træer, var hun helt og fuldt ud optaget. Hun spurgte efter hjælp, var meget engageret – og når jeg ikke kunne hjælpe hende, spurgte hun Nikoline. Jeg tolkede hendes fordybelse i projektet, som stolthed over at kunne mestre Photoshop værktøjerne og når hun blev vist nye tricks, benyttede hun den nye viden til at korrigere de allerede færdigtegnet illustrationer, så de blev endnu mere præcise.
Hendes øjne smilede og strålede, da jeg efter at have hjulpet nogle af de andre piger, kom tilbage og blev positivt overrasket, hvor langt hun og Nikoline var kommet med at farvelægge trætoppene.

Hverken hun eller jeg opdagede, at der var gået 1,5 time, da kl. pludselig var 6 og programmet slut.

/Originally posted on Fri, May 18,2007

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...